PH-Consult  |  Profil
 
Profil

PH-Consult er et mindre rådgivende ingeniørfirma, der har specialiseret sig i løsning af opgaver vedrørende vand i byer, herunder især afløbssystemer, rensningsanlæg og recipienter samt oversvømmelser. Rådgivningen er baseret på en vidtgående forståelse af hydrologien, hydraulikken og processerne i alle dele af systemerne. Det tilstræbes at systemerne betragtes som en integreret enhed, og der lægges vægt på kvalitetssikring af den fysiske beskrivelse, optimal anvendelse af måledata og vurdering af usikkerheder.

PH-Consult deltager - foruden i rådgivende opgaver - løbende i en række forsknings- og udviklingsprojekter, der har som mål at videreudvikle metoder og software til design, analyse og styring af afløbssystem, rensningsanlæg og recipient. Firmaet har deltaget i udviklingen af MOUSE programpakken til modellering af afløbssystemer og er ejer af SAMBA programmet. PH-Consult har udvidet SAMBA programmet til et integreret modelleringsværktøj omfattende afløbssystem, renseanlæg og recipient. Dette benyttes blandt andet til beregning af ilt- og vandføringsstatistik og i forbindelse med spildevands- og vandløbsplanlægning.

PH-Consults ledelse har hele tiden bestået af universitetsansatte, og denne unikke kombination af rådgivningsarbejde og universitetsmiljø sikrer et højt fagligt niveau, der altid er på forkant med udviklingen. PH-Consults medarbejdere deltager meget aktivt i både nationalt og internationalt fagligt arbejde og har tilsammen mere end 350 publikationer i danske og udenlandske tidsskrifter eller som konferenceindlæg.